Drueforedrag - Søren Ryge Petersen

Værten på DR2s program 'De Danske Druer' Søren Ryge Petersen har lært meget af de seks vinbønder han har besøgt i programserien.
Siden 8. januar har DR2 hver søndag sendt serien 'De Danske Druer', hvor man besøger seks forskellige vingårde rundt om i landet og hører om livet som vinavler, mens der laves mad til vinen af lokale råvarer.

Vi har talt med Søren Ryge Petersen, der er imponeret over de danske vinbønder og selv drømmer om at dyrke vin.

- Hvorfor ønskede du at medvirke i programmet?

"Jeg synes, det er ret spændende med de der nye danske druer - også fordi det er en ny form for druer i forhold til dem vi har set i Frankrig og Tyskland. Det kunne jeg godt tænke mig at vide noget mere om."

- Er du blevet klogere?

"Ja, det er jeg. Det giver en masse viden, når man kommer rundt til de her mennesker, der slider og slæber som pionerer for at få vindyrkning på landkortet. Jeg lærte, at det er noget nemmere at have med produktion af hvidvin at gøre, og man får et enormt godt resultat, når man laver mousserende vin, i forhold til at det er meget svært at lave rødvin. Det er op ad bakke, men der er nogen, der kæmper for det, og det skal nok også lykkes."

- Det lyder som om, du er blevet imponeret af vinproducenterne?

"Ja, jeg er rimeligt imponeret over den gejst, de går ind til det med, svarer Søren Ryge Petersen. De tror 100 procent på det. De siger alle sammen, at de vil lave den bedste vin i Danmark - måske den bedste vin i verden. Det er spændende, også fordi der hele tiden kommer nye sorter, som ingen aner, hvordan ter sig. Man kan kun tage hatten af for dem."

- I programmet bliver du præsenteret som om, du drømmer om at starte din egen vinproduktion. Vil du stadig være vinbonde?

"Ja, men jeg skal lige have solgt mit hus først, og det er sørme svært for øjeblikket. Men når det er solgt, køber jeg noget jord ude på Djursland - et sted mellem to og fem hektar og helst ude på næsen, for jorden må ikke være for fed, siger Søren Ryge Petersen - og så går jeg i gang med at lave vin. Jeg har i hvert fald tænkt mig at eksperimentere med hvide druer og lave mousserende vin og frugtvin. Det bliver ikke på kommercielt niveau, men jeg vil se, om det giver et godt resultat, og så kan det jo være, jeg udvider."

- Nu har du besøgt seks vingårde. Hvad kan dansk vin i forhold til udenlandsk?

"Der er stor forskel på alle de danske vine og druer. De smager ikke som tyske vine, selvom man kunne tro, at det kommer dernede fra. De har mere kant, og de er mere mineralske og syreholdige, særligt hvidvinen. Men man kan ikke direkte sammenligne dansk og udenlandsk vin. Til gengæld kan de noget af det samme som vores nordiske køkken, der kommer frem nu. Så er spørgsmålet, om man kan lide det," slutter Søren Ryge Petersen.