Omsorgsforedrag - Susse Wold

Susse Wold, der ud over sin lejlighed på Frederiksberg også har hus i Sletten i Humlebæk, kan i år fejre 25 års jubilæum som præsident for AIDS-Fondet. Det flotte jubilæum markeres ved et stort jubilæumsshow søndag den 2. oktober 2011 på Tivoli Hotel. Her vil en perlerække af danske kunstnere optræde, blandt andre: Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Ørkenens Sønner, Anisette, Lis Sørensen, Palle Mikkelborg, Birthe Kjær.

En fremtid uden hiv og aids
I 1986 indtrådte Susse Wold som præsident for AIDS-Fondet. I en tid, hvor mange andre vendte hiv-smittede ryggen, kæmpede Susse Wold for at nedbryde fordomme om personer med hiv og aids. Her, 25 år efter, står hun stadig som den kraftigste fortaler for, at hiv-smittede ikke skal fordømmes, men tværtimod bør mødes med samme omsorg og sympati som mennesker, der lider af andre alvorlige sygdomme. "Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids. Jeg ved, at forskerne over hele verden ønsker det samme. Jeg ved, at mange frivillige arbejder for at samle penge ind til forskning, oplysning og patientstøtte. Jeg ved også, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er at gøre noget ved den," siger Susse Wold.

Stort jubilæumsshow
Susse Wolds rolle i AIDS-Fondet har afgørende betydning for, hvor AIDS-Fondet står i dag. Derfor fejres hun nu ved et stort anlagt jubilæumsshow, hvor overskuddet går til AIDS-Fondet. Direktør i AIDS-Fondet, Henriette Laursen udtaler:"Susse Wold har haft stor betydning for AIDS-Fondet og vores arbejde med forskning, information og støtte til patienter. Det er aldeles enestående, at en så stor kunstner har holdt fast i én sag gennem så mange år, og hun har bidraget med integritet og troværdighed til AIDS-Fondets arbejde. At fejre Susse Wolds jubilæum som præsident, bliver et symbol på at fejre de fantastiske fremskridt der trods alt er gjort i kampen mod aids de sidste 25 år."

Aktion til fordel for AIDS-Fondet
Ellen Hillingsø og Jarl Friis Mikkelsen er værter for et stort anlagt jubilæumsshow på Tivoli Hotel med underholdning fra en lang række kunstnere heriblandt Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Ørkenens Sønner, Palle Mikkelborg, Anisette, Lis Sørensen, Birthe Kjær, Den Kgl. Ballet og mange flere.I anledning af jubilæet vil Bruun Rasmussen afholde en stor auktion til fordel for AIDS-Fondet. Her vil gæsterne kunne byde på særlige oplevelser og klenodier. Her kan nævnes billetter til OL i London 2012, Caroline Wosniacki's finale ketcher, en dag i Hollywood med Ole Henriksen og meget mere.