Ordstrømskomik - Peter Larsen

Peter Larsen kan noget, som ingen andre formår. Han kan trække vejret gennem ørerne. Det betyder, at han kan tale konstant. Uden pauser, uden ophold. En rivende ordstrøm af vanvittige betragtninger isprængt stumper af forvredne vendinger fra dagligdagen. Det er rablende morsomt! Ikke mindst, når han på den mest omsorgsfulde måde fornærmer sit publikum.

Udseende, påklædning, drikkevaner, det hele får lige et fur. Men aldrig så det er ondskabsfuldt, bare sjovt.

Brok som energikilde
Fire af det larsenske persongalleri træder op i denne lille juleforestilling. Tjener Frandsen byder velkommen og præsenterer blandt andet et Pølletorium, hvilket er – for dem, der ikke måtte vide det i forvejen – en udstilling af medisterpølser på glas. Hvis man nu lige skulle blive lidt gammelsulten undervejs i forestillingen.

På filmlærred lærer vi derefter at lave en juledekoration. Nellie Nielsen hedder den venlige dame, der med fast hånd monterer julestadsen i det udbankede ler.

Og så gør kultursociolog Jørgen Andersen sin entre i kropsnær rundbuestil. Han præsenterer originale vækststrategier for os i lille Danmark. Lige fra udlicitering af dronningen til udradering af Lolland – der er nye arbejdspladser i det hele. Og så har han gjort en opfindelse, nemlig hvordan man omdanner dansk brokkeri til energi. Jeg spår en stor fremtid for den idé.

Sprogligt veloplagt
Efter pausen indtager Erna Iversen scenen. Hun giver blandt andet gode kostråd i denne fede tid, hvor der også skal være plads til næstekærlighed i bredfyldt mål.

Det samme kan man sige om Larsens show. Det spreder glæde i en kold tid. Det kalder på de gode grin, mens man ryster benovet på hovedet over mandens sproglige veloplagthed.

»Op med humøret, så går tiden med det!« lyder et af de larsenske valgsprog.

I selskab med Peter Larsen flyver tiden af sted.