Spændingsforedrag - Sara Blædel

Hvis du er en hund efter at få nattesøvnen ødelagt af en god, velskrevet dansk krimi, er Sara Blædels nyeste kriminalroman "Kald mig prinsesse" lige sagen.

Og hvad kan være bedre end at møde forfatteren live - på Frederikshavn Bibliotek den 18. januar.

På kort tid er Sara Blædel med sin serie om den unge kriminalassistent Louise Rick, hendes journalistveninde Camilla Lind, mordgåder og narkokriminalitet midt i København blevet én af Danmarks mest populære krimiforfattere.

"Kald mig prinsesse" er en rigtig grim historie om netdating, som udvikler sig helt galt. På Københavns Politigård får man nemlig anmeldelse om en grov voldtægt, hvor kvinden har mødt sin tilsyneladende meget charmerende og opmærksomme ny ven på nettet. Mandens identitet kan ikke spores, men det viser sig alligevel, at han tidligere har brugt samme fremgangsmåde og efterladt sig dybt traumatiserede kvinder. Den kvindelige kriminalassistent Louise Rick må spille meget højt spil for at komme ind på livet af den nærmest psykopatiske gerningsmand.

Sara Blædel har lige fra barnsben været dybt fascineret af kriminalromaner. Hun er født i 1964 og voksede op på Østerbro og på Midtsjælland, hvor familien havde et nedlagt landsted. Efter nogle år i hotelbranchen og i grafiske virksomheder, startede hun i 1993 sit eget krimiforlag "Sara B" - her var idéen at udgive kriminalromaner i paperback. Siden har Blædel arbejdet som journalist og lavet tv-programmer.

Som optakt til mødet med Sara Blædel har biblioteket lavet en stor krimiudstilling, hvor alle - med trang til spænding - kan få deres behov dækket.